Udgivet fre d. 23. nov 2018, kl. 12:00

Søndag d. 4. nov. kl.16.00 indbød Sct. Catharinæ kirke til musikgudstjeneste i anledning af Allehelgen. Til lejlighed deltog et kor under ledelse af Thomas Abildgaard og Morten Ahti. Koret var sammensat af Sct. Catharinæ kirkekor, et lejlighedskor, og sangere fra Hjørring gymnasium og Nordvestkoret, Thisted. Musikgudstjenestens omdrejningspunkt var Mozarts berømte requiem, sammen med de store salmer fra Allehelgen, der blev sunget som fællessalmer, samt bibellæsninger og prædiken ved provst Thomas Reinholdt Rasmussen.

Allerede en time før gudstjenesten begyndte folk at strømme til og ved gudstjenestens begyndelse var alle pladser besat, både gulvet og forskellige ståpladser. Det blev en stor og medrivende oplevelse, hvor det 60 mand store kor sang med begejstring og dygtighed. Koret blev ledsaget af fire professionelle sangere samt en strygerkvartet fra Aalborg Symfoniorkester.

Thomas Reinholdt Rasmussen, provst

 

Som korsanger i det store kor, var det et stort privilegium at få lov til at være med til denne musikgudstjeneste. Det er sjældent at der til en sådanne lejlighed kan sammensættes et så stort antal frivillige amatører i selskab med professionelle udøvere. Og at der tillige blev sunget for en næsten fyldt kirke, var en meget stor fornøjelse. Som korsanger fornemmede man straks resten af korets interesse i at give tilhørerne den bedste musiske oplevelse. Tak for opbakning, både til frivillige, men bestemt også til de fremmødte tilhørere. Vi vil glæde os til næste mulighed….

Ole Mølgaard, kordegn v/ Sct. Catharinæ Kirke

Kategorier Tilbageblik